Vi har som hovedformål at støtte op om den enkelte beboers personlige udvikling, således at beboeren bliver i stand til at leve et selvstændigt og meningsfuldt liv i egen bolig, set ud fra beboerens egne ønsker og behov. Derfor har vi stor opmærksomhed på, at der skal være plads til alle, vi vægter ligeværdighed og respekt højt, og vores medarbejdere er uddannede til at støtte og styrke beboerens egne ressourcer og ønsker.
Skovhus Herberg og Forsorgshjem er tilbud til mennesker, der i en midlertidig periode har behov for støtte til at komme videre i livet. Læs mere om vores målgruppe her.
Under opholdet kan du blandt andet få støtte til eller i form af:
- Socialrådgivning – herunder god kontakt med din hjemkommune
- Miljøterapeutisk støtte og NADA-behandling
- Samtaler og guidning
- Arbejde og uddannelse
- Fritidsaktiviteter og foreningsliv
- Kontakt til et misbrugscenter
- Kontakt til psykiatrien
Hverdagen på Skovhus Herberg og Forsorgshjem skal ligne netop en hverdag. Derfor er der ud over faste måltider også aktiviteter af beskæftigelsesrettet karakter. Det vil sige, at man har et ansvarsområde, som man skal sørge for at holde rent og ordentligt. Derudover vil der være andre praktiske opgaver i huset, som man kan vælge at være med til at løse.
Af og til vil der blive indlagt fritidsaktiviteter, som man selv kan tilmelde sig. Dette kan være alt fra en biograftur, en fisketur, et shelter/bål-arrangement eller lignende. Der vil selvfølgelig også være årstidsbestemte aktiviteter som f.eks. jul, påske, sommerfest osv.
Når du flytter ind på Skovhus Herberg og Forsorgshjem, vil du og din kontaktperson i samarbejde udarbejde en opholdsplan, hvor vi bl.a. taler om dit behov for støtte i hverdagen.
Kost og logi
Når du bor på Skovhus Herberg og Forsorgshjem, får du dit eget værelse, som du selv er ansvarlig for at holde rent. Det er også muligt at få din hund med, hvis I overholder visse krav. Læs mere om ophold med hund her.
Maden er med i opholdet, når man er beboer. Der er fællesspisning med kold eller lun frokost og varm aftensmad hver dag, som beboerne selv laver og anretter. I weekenderne er der brunch om søndagen. Hvis du vælger fællesspisning fra, har du mulighed for selv at tilberede og indtage mad i de køkkener, der er på beboergangene.
Med socialrådgiver og miljøterapeut Tabita på herberg
Når Tabita møder på arbejde på Skovhus Herberg og Forsorgshjem, så bliver hun der i mindst 14 timer – og nogle gange så længe som et døgn: “Jeg oplever en stor tilfredshed i forhold til mit arbejde, da jeg ved at have de lange vagter følger beboerne hele dagen igennem og ser den udvikling, der kan være på bare én dag. Det at komme tæt på dem og lave et godt stykke relationsarbejde er fantastisk og virkelig noget, jeg brænder for.”
Ved at arbejde på denne måde kan Tabita både være til stede sammen med beboerne og støtte dem i deres daglige gøremål samt klare alt, hvad der er af samarbejde med kommunerne. Det at kunne følge med i de små succeser og udviklingen hos beboerne i det daglige giver et fantastisk drive i Tabitas arbejde, og det er med til at holde fokus på arbejdet med, hvordan beboerne kommer bedst muligt videre fra herberget.
Tabita er uddannet socialrådgiver i 2017 og har været på herberget siden 2022.